H. C. Andersen lever

Balletbørn i et fabel-agtigt (men farefuldt) univers

Det kødædende monster som Ferdinand selv har tegnet. Foto: Costin Radu

Det kødædende monster som Ferdinand selv har tegnet. Foto: Costin Radu

I dag havde Iben sin debut som publikum på Det Kongelige Teaters gamle scene, da vi var inde og se Fabelmageren. Med 9 dage til termin var jeg glad for, at vi nåede at få denne oplevelse sammen, inden lillebror snart melder sin ankomst.

Fabelmageren som er skabt af Shane Brox (som børnene kender fra Shanes Verden på DR Ramasjang, og som nogle forældre muligvis kender fra hans julekalender med 24 krea-projekter, som de færreste nåede at komme igennem i december 2012) og koregraf Esther Lee Wilkinson danses af eleverne fra Det Kongelige Teaters Balletskole.

Balletten handler om den ensomme dreng Ferdinand med talent for at drømme sig væk fra hverdagen. Sammen med publikum fantaserer han sig på opdagelsesrejse gennem magiske skove, på farlige sørøverskibe, gådefulde heder og besøg i en mystisk monstergrotte. Mange af hans fantasier udspiller sig i en dystert univers, som afspejler de drillerier som Ferdinand oplever i skolegården, og Shane indledte da også stykket med at anbefale børnene, at tage deres voksne i hånden, hvis de voksne blev for bange undervejs.

Det Kongelige Teater anbefaler, at man er minimum 5 år, og de fleste af denne uges forestillinger har været rettet til skoler. Iben er lige blevet 4 år, men da vi er vant til at komme i teateret, tænkte jeg, at hun var klar til at se denne ballet. Det blev dog for uhyggeligt for Iben, som var meget påvirket af musikken, scenografien og de udvalgte fantasidyr. Derfor fik vi kun de første 30 minutter af forestillingen at se.

Forestillingen formåede dog at fortælle historien om en outsidder, der bruger fantasien til at drømme sig væk fra hverdagens udfordringer på en fin og eventyrlig måde. Til en verden hvor han pludselig kan være den stærke, modige og rare helt – som vi kender det fra Ole Lund Kirkegaards Gummitarzan. Kostumerne og scenografien var flotte og børnene dansede det bedste de havde lært.

Stykket får tre ud af fem malerklatter

Fabelmageren spiller frem til den 17. oktober 2016. Der er stadig ledige billetter til forestillingens sidste dage, så hvis du og dit (skole)barn kan nå det, vil jeg varmt anbefale jer forestillingen. Hvis du ligesom mig har et før-skole barn, vil jeg anbefale jer at finde en mere alderssvarende forestilling. Du kan købe billetter på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

H. C. Andersen lever