Klump, Kor og Køretur på Kulturnatten

H. C. Andersen lever

H C Andersen og Klods Hans Foto: Ard Jongsma

H. C. Andersen og Klods Hans Foto: Ard Jongsma

Den 2. april i år på H. C. Andersens fødselsdag var Iben og jeg med svigermor i Folketeateret og se børneteateret H C Andersen lever. Det var svært at finde information om forestillingen på Folketeaterets hjemmeside inden forestillingen, så det var faktisk lidt et sats, at jeg havde købt billetter.

Vi blev alle samlet i aulaen og fulgt op under taget i teateret, hvor der var sat en lille scene op. Her startede forestillingen med, at vi mødte en frustreret og følelsesladet H. C. Andersen, som Iben faktisk blev lidt bange for. Jeg nåede derfor lige at forberede svigermor på, at vi muligvis måtte forlade forestillingen, inden den ændrede stemning og derefter tog os alle tre med storm.

I forestillingen møder vi ud over digteren selv den Grimme Ælling og den selvsikre Klods Hans. Med en bagkulisse som anvendes til spritny teknologi i form af live animationer og en traditionel teaterform i form af H. C. Andersen blev vi draget med i forestillingen, som anvender live-elementet til at inddrage børnene i de allerede kendte eventyr. Der blev derfor plads til, at Klods Hans kunne vinde prinsessen ved at snitte træ (som en dreng i salen var god til) og danse breakdance (som en pige i salen var god til).

Iben var bjergtaget af de fine live-animationer, og vi strøg hjem og fandt Klods Hans frem fra bogreolen. Jeg var imponeret over, hvordan forestillingen formåede at være tro mod   H. C. Andersens univers, som netop er kendt for at have både et voksen- og et børnelag. Os voksne gik derfra i en samtale om digterens manglende anerkendelse blandt borgerskabet og hans identifikation med Den Grimme Ælling.

H. C. Andersen lever får FEM malerklatter. 

Forestillingen er ved at afslutte deres efterårsturné, så du og dine børn kan stadig nå at se den rundt om i landet frem til den 23. oktober. Baggårdsteateret har seks spillesteder tilbage, og du finder deres sidste turdatoer på deres hjemmeside. Hvis du har mulighed for det, vil jeg varmt anbefale jer at tage ind og se denne nyskabende måde at lave børneteater på.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klump, Kor og Køretur på Kulturnatten