Hvad er en god barndom?

Drengene nyder et hvil i naturen. Foto: DOXBIO

Så er der kommet endnu en serie på Kulturforbørn. Denne gang med fokus på de emner, som vi som forældre går og bakser med i relation til vores børn. Disse indlæg vil frem over have tagget: opdragelse, udvikling og læring. Jeg håber, at I vil tage godt i mod serien.

Jeg har i samarbejde med DOXBIO fået lov at se den nye dokumentarfilm BARNDOM af den norske instruktør Margreth Olin. Margreth Olin er en filmskaber, som virkelig formår at sætte aktuelle debatter på filmlærredet. Med filmen ‘Kroppen min’ fra 2002 hyldede hun kvindekroppen og satte fokus på nogle kvinders nådesløse trang til at nedgøre deres medsøstre. Denne gang sætter hun spørgsmålstegn ved, om vi som samfund tager nok hensyn til barnets udvikling og dets alder, når der udformes lærerplaner for skoler og børneinstitutioner, samt hvilken rolle leg spiller ved udarbejdelsen af disse mål. Spørgsmål som også har fyldt meget i den danske debat. En ny dagtilbudsreform er på trapperne, og det gør ikke filmen mindre relevant.

Filmen er en observation af børnehavebørnenes frie leg og de voksenstyrede aktiviteter, som tager udgangspunkt i historiefortælling og håndarbejde. Kameraet lukker os inden for i børnehaven efter forældrene har sagt farvel og er taget på arbejde. Her vises, hvordan børnene gennem leg især udvikler deres verbale og sociale kompetencer. Det er fantastisk at se, hvordan disse børn bruger deres fantasi til at bygge universer op. Noget som vi i høj grad forsøger at dyrke herhjemme. Jeg har desværre mødt en del fantasiforladte børn, som er dårlige til at lege. Det gør mig ked af det på børnenes vegne, at de ikke er i stand til at skabe historier.

Jeg synes ikke, at filmen for alvor formår at få mig op af stolen. Den kommer ikke med særlig mange nye perspektiver på debatten. Men især en ting i filmen fik mig til at reflektere over børnenes hverdag. Det var at børnene i den norske naturbørnehave først skulle starte i skole, når de var syv år. På den ene side drømmer jeg mig tilbage til min egen børnehaveklassetid, hvor vi kun var i skole fra 11-13.30, og hvor fokus netop var på legen. På den anden side kan jeg jo se, hvordan rigtig mange af mine venners og bekendtes børn allerede kan stave til deres navn, når de er fire år. Ligesom de kan mange af bogstaverne og tælle til nærmest 100. Og vil det så være gavnligt at afholde dem fra den form for læring, som de får nu om dage i 0. klasse?

Filmens observerende greb giver sjove øjeblikke, som når tre børn har søgt ly under træer og sidder og guffer sne i sig. En pige siger: “Vi har i hvert fald nok til vi dør.” Eller da en dreng prøver at forklare sin ven, at han skal arve sine forældres sommerhus, når de engang dør. Men det gør samtidig, at filmen virker lang og til tider ufokuseret. Man kunne med fordel have brugt små tekstpassager, som der vises allerførst i filmen med information om børns udvikling og psykologiske teorier herom eller anden for for information fra eksperterne. På den måde ville man som publikum blive mere kvalificeret til at tage en debat om love og rammer for børneinstitutioner. Alle kan se at børnene i naturbørnehaven trives, men hvorfor understøtter sådan en type børnehave børnenes udvikling positivt i modsætning til en mere skolificeret institution? Det giver filmen ikke rigtig et svar på.

Barndom har DOXBIO-premiere i biografer over hele landet på onsdag den 6. september 2017. Jeg vil anbefale at se den med en god ven, veninde, kollega eller lignende, som man kan diskutere filmens emner med bagefter. Barndom er en del af DOXBIO, som hvert år præsenterer et program med nye dokumentarfilm, som kan ses i biograferne hen over året. Formålet med DOXBIO er, at få dokumentarfilmen ud til biografpublikummet i alle landsdele.